Øjets opbygning

Dit øje opfanger billeder, når lyset rammer nethinden, som er bagest i dit øje. Her sidder alle nervecellerne, der sender signaler til synscentret i hjernen.
Lyset kommer ind i øjet gennem pupillen. Pupillen er det sorte hul midt i øjet.
Rundt om pupillen sidder regnbuehinden. Det er en muskel, der bestemmer hvor meget lys, der må komme ind i øjet.
Når det er mørkt, skal øjet bruge meget lys for at se. Så er pupillen stor. På stranden, hvor lyset er stærkt, sørger regnbuehinden for at pupillen er meget lille, så du ikke bliver blændet af solen.
Foran pupillen er en hård "skal", der beskytter øjet, den hedder hornhinden.
På sin vej gennem øjet kommer lyset gennem en linse. Den vender billedet på hovedet. Så alt, hvad dit øje ser, er på hovedet. Men heldigvis vender hjernen det rigtig igen.
Til slut rammer lyset nethinden - det sted i øjet, hvor alle synsnervecellerne findes. De sender beskeder til hjernen.
Når du kigger på f.eks. dit penalhus, er det billede dine to øjne ser en lille smule forskelligt. På den måde ved du, hvor langt der er hen til penalhuset.

 

 

 

 

Øjnene ligger godt beskyttet i øjenhulerne, der er dannet af kraniets knogler. Øjenhulerne er polstrede med fedtpuder. Øjnene drejes i øjenhulerne ved hjælp af seks små muskler, der er fæstnet på ydersiden af hvert øje. Disse muskler styrer placeringen af øjnene så præcist, at de kan opfange og lokalisere et større antal sammenhængende tekstlinjer, når man for eksempel læser en bog. Bevægelsen af øjenmusklerne styres ved hjælp af tre nerver direkte fra hjernen, ”tredje, fjerde og sjette kranienerve”. Øjenlågene beskytter hornhinden, der er den glasklare hinde, der dækker for­siden af øjet. Øjenlågene er også med til at fordele tårevæsken og forhindre tørhed i bindehinden og hornhinden. Øjenlågene beskytter øjet mod udefrakommende skader. Øjenvipperne forhindrer, at der kommer fremmedlegemer ind i øjet. Øjenbrynene er de hår, man har over sine øjne. Øjenbrynenes vigtigste funktion er at beskytte øjnene mod sved og regn.
Bindehinden ”Conjunctiva”.
Bindehinden er en tynd, gennemsigtig hinde, der dækker øjets forreste halvdel og bagsiden af øjenlågene. Bindehinden har en vigtig beskyttende funk­ti­on for øjet, og den er ofte udsat for angreb fra f.eks. bakterier, vira, fremmedlegemer, allergener og så videre. Alle disse ting kan forårsage øjenbetændese.
Senehinden, ”Sclera” og øjets muskler.
Senehinden er en tyk hvid hinde der dækker øjet, undtaget området over pupillen og regnbuehinden. Senehinden er øjets yderste lag, som udover at holde sammen på øjet også er der, hvor øjets seks muskler er fastgjort. Et øje har hver seks muskler. Senehindens stærke struktur giver øjets dens form og beskytter de indre dele af øjet mod skader. Øjets seks muskler er hæftet til senehinden. Øjets bevægelse bliver styret af disse muskler, der gør at man kan dreje øjet i forskellige retninger. Hvis øjets muskler ikke rigtigt kan arbej­de sammen, vil man være skeløjet og kan se dobbelt, fordi de to øjne ser to forskellige billeder. De to øjnes akser skal være helt parallelle, for at der dannes det samme billede fra begge øjne.
Hornhinden ”Cornea”.
Hornhinden er øjets yderste beskyttende hinde. Hornhinden er en tyk, gen­nem­sigtig hinde, der dækker den farvede del af øjet - regnbuehinden, iris og pupillen. Den grænser op til bindehinden, der dækker det hvide i øjet.
Hornhinden har to funktioner; at sørge for, at man kan se skarpt og at beskytte resten af øjet mod bakterier og fremmedlegemer. Hornhindens overflade er over­ordentligt følsom og irritation af denne kan give meget stærke smerter. Hornhindens krumning er sammen med øjets linse med til at bryde lyset og samle billedet på nethinden, så vi ser skarpt.
Kammervinklen.
Den vinkel der dannes der, hvor den kuppelformede hornhinde når den vandret beliggende regnbuehinde.
Øjets to kamre.
Øjet har to kamre, det forreste øjenkammer og det bagerste øjenkammer. Disse to øjenkamre indeholder en glasklar væske, som hedder kammervandet.
Det kuppelformede hulrum imellem hornhinden og regnbuehinden kaldes det forreste øjenkammer ”Camera anterior”. Området bag regnbuehinden og foran glaslegemet danner bagerste kammer ”Camera posteriori”, som indeholder linsen, linsetrådene og strålelegemet. De nævnte dele ligger badet i kammervandet, som produceres i strålelegemet. Den glasklare væske ”kammervandet” har til opgave at holde øjet udspilet og give næring til øjet. Væskens mængde er med til at bestemme øjets tryk. I et rask øje foregår produktion og afløb af kammervand med samme hastighed. Dette medfører et stabilt tryk i øjet.
Strålelegemet ” Corpus ciliare” Trabekelværket og Schlemms kanal.
Strålelegemet er en kirtel, der producerer og regulerer kammervandet. Trabekelværket og Schlemms kanal er et si-lignende og rør-lignende afløbssystem, hvorigennem kammervandet forlader øjet og absorberes i de såkaldte vandvener. Ved konstant balance mellem produceret kammervæske og tilpasning af afløbsforholdene holdes øjets væsketryk stabilt.
Øjets tryk.
Øjets kammervand bringer antioxidanter til det forreste af det indre øje, herved sikres et uhindret løb i de kanaler, der skal føre væske væk fra øjet.
Kammervandet forsvinder fra øjet på en sådan måde, at formen og trykket inde i øjet opretholdes. Hvis afløbet blokeres, stiger trykket i øjet, hvilket rammer de perifere optiske nerveceller i øjets indre og indsnævrer synsvinklen. I øjet dannes der en næsten konstant mængde væske - det svinger lidt i løbet af døgnet og trykket i øjet ligger normalt mellem 10 og 20 mm kviksølv. Dette overtryk inde i øjet er med til at holde øjets form, altså at holde øjet kugle­formet.
Linsen ”Lens”.
Øjets linse er klar og gennemsigtig. Linsen er ophængt i en masse små fine tråde, der kan trække i den, så den ændrer form. Linsens funktion er at akkommodere (tilpasse, fokusere på forskellige afstande). Linsens ophængningstråde, Zonulatrådene, er fæstnet til øjets linse og holder den udspændt. Når zonulatrådene slapper af, slapper linsen også af og bliver derved tykkere i formen, hvorved linsens evne til at fokusere øges. Denne proces kaldes akkommodation, ”evnen til at se skarpt ved nærblik”, og den gør øjet i stand til at variere fokus fra et fjernt objekt til et nært objekt. Evnen til at akkommodere aftager med alderen, når linsen mister sin elasticitet. Linsen får næring via kammervandet, da den ikke indeholder blodkar og nerver. Linsen kan gradvist blive uklar, hvilket medfører synsnedsættelse af varierende grad. Tilstanden kaldes grå stær og er meget almindelig.
Regnbuehinden, ”Iris” og Pupillen.
Regnbuehinden, kaldes også iris. Det er regnbuehinden, der angiver øjenfarven som dannes efter indholdet af pigment i øjet. Pupillen er et hul i midten af regnbuehinden og er det vindue i øjet, hvor lyset bevæger sig igennem til nethinden. Regnbuehinden har to muskler; en der udvider pupillen, og en der trækker den sammen. Balancen mellem musklerne bestemmer pupillens størrelse og reguleres af lysmængden. Ved stærk lyspåvirkning vil pupillen trække sig sammen og blive lille og omvendt når det er mørkt udvider pupillen sig og bliver stor.
Glaslegemet ”Corpus vitrium”.
Glaslegemet er en gennemsigtig gelemasse, en blodkarløs substans beliggende i øjets indre bag linsen og som fylder hele øjets indre og medvirker til at holde nethinden på plads. Glaslegemet består overvejende af vand og har et finmasket gitterværk bestående af æggehvidestoffer og salte, som bindes af vandet, Opstår der sygelige ændringer i den fine klare glaslegemestruktur, kan der indtræde varierende synsgener/synssvækkelse.
Normalt er glaslegemet gennemsigtigt således, at det kan gennemtrænges af lys dvs. at lyset frit kan passere ind til nethinden, hvorved det klare synsbillede kan dannes.
Nethinden ”Retina” og den Gule Plet ”Macula lutea”.
Nethinden er det inderste lag i øjet. Den er bygget op på en meget kompliceret måde og udgør ti lag, men funktionelt kan vi inddele den i to lag: Et pigmentlag yderst mod årehinden og et nervecellelag inderst mod glaslegemet.
Nervecellelaget består af synsceller (fotoreceptorer), som kan inddeles i tap­pe og stave.
Nethinden beklæder hele øjets bageste inderside og består af fotoreceptorer, der reagerer på lyspåvirkning. Det er disse fotoreceptorer, der er ansvarlige for at vi kan se. Vi bruger den yderste perifere del af nethinden til at orientere os med. Der ser vi i lysglimt og bevægelser, men ikke skarpe detaljer.
Størstedelen af fotoreceptorer i dette område kaldes stave. Bevæger vi os ind mod midten af øjet, ændrer fotorecptorernes sammensætning. Stadig hyppigere og tættere optræder fotoreceptorerne nu i form af tappe.
Nethinden indeholder altså to forskellige typer fotoreceptorer, som enten er særlig aktive om natten (stave) eller om dagen (tappe). Tappene, som vi har ca. 7 millioner af, er farveopfattende, og særlig talrige i nethindens centrale del - den gule plet, hvor det skarpe syn (læsesynet) er lokaliseret. Den perifere del af nethinden, hvor orienteringssynet er lokaliseret, har færre tappe og kan derfor kun opfatte større genstande. Tappene er kortere og tykkere end stavene. De reagerer også fire gange så hurtigt. Der findes tre typer tappe, som hver indeholder et pigment, som reagerer på lys af forskellig bølgelængde: En type reagerer på langbølget lys (røde farver), en anden type på lys af mellembølgelænge (gul/grønt lys) og en tredje type på kortbølget lys (blåviolette farver). Der er i hvert øje ca. 125 millioner stave fordelt over størstedelen af nethinden. Stavene er ca. 100 gange så følsomme for lys som tappene. De reagerer kun på hvidt lys og fungerer som nattesyn.
Tappene er hovedsageligt koncentreret i en lille fordybning, af en diameter på ca. 1 mm., kaldet ”fovea” eller den gule plet, som befinder sig nøjagtigt i øjets optiske akse. Denne zone, hvis centrum er fuldstændig fri for stave er det sted hvor synsstyrken er størst, og hvor vi stiller skarpt. Hjernen modtager flere informationer fra den gule plet end fra hele den øvrige nethinde. Det er grunden til, at ødelæggelse af den gule plet, hvad årsagen end kan være, med­fører manglende skarpsyn. Udenfor den gule plet indeholder nethinden overvejende stave.
Når lyset rammer en tap eller en stav, sender denne nerveimpulser videre gennem et netværk af nerveceller kaldet bipolære celler. Disse er igen videre forbundet med et andet netværk af nerveceller, kaldet gangliecellerne. Lyset skal passere disse cellelag for at nå frem til tappene og stavene. Når man tænker på denne konstruktion, virker den ikke særlig logisk, men sådan er nethinden opbygget.
Tværsnit af nethinde med de forskellige funktionelle lag
De mange millioner fotoreceptorer samles gennem nethindens 10 lag til ca. 1 mill. nervefibre og danner synsnerven der løber bagud gennem øjenhulen. Området hvor synsnerven træder ud af øjet kaldes den blinde plet. Det mindst følsomme sted i nethinden er den blinde plet. Svarende til den blinde plet, er der ingen synsceller i et lille rundt område på ca. 1,2 mm i diameter. Det er uhyre vanskeligt at gøre sig klart, at denne blinde plet eksisterer. Dette skyldes at når en del af et billede forsvinder, foretager hjernen en retouchering, som vanemæssigt udfylder det manglende område ved hjælp af de nærmeste omgivelsers billedmæssige indhold. Eftersom at vore øjne er i stadig bevægelse, er hjernen stadig tilstrækkeligt informeret til at udfylde det, som er usynligt for øjet ved hjælp af ubevidste hjernereflekser.
Blodkarrene og blodet.
Deres formål er at bringe ilt og næringsstoffer til nethinden, samt at føre affaldsstoffer væk fra nethinden.
Synsnerven ”Nervus opticus”.
Synsnerven forbinder øjet med hjernen. Synsnerven bærer de impulser videre, der dannes i nethinden. Disse impulser sendes gennem synsnerven til hjernen, der fortolker dem som billeder.
Årehinden ” chorioridea”.
Årehinden indeholder pigment og talrige blodårer, som først og fremmest transporterer nærings- og affaldsstoffer til og fra nethindens sanseceller.
Tårerne.
Tårerne bliver produceret i tårekirtlerne. Vi har brug for tårerne til at holde vores øje rent og fugtigt. Tårerne har betydning som forsvar mod sygdomme, som smørelse af øjets overflade samt for næring til hornhinden. Der dannes hele tiden en tårefilm og den fornys når man blinker med øjet. Den er nødvendigt for et godt syn. Tårefilmen der siler/løber ned over øjet, bærer yderst et tyndt fedtlag, der stammer fra bindehindens talgkirtler, fedtet hæmmer fordampningen og har betydning for hornhindes optiske egenskaber.
Tårerne består af væske, fedtstoffer og slimstoffer og produceres i tårekirtlerne, som vi har flere af, og i slimproducerende celler i øjets slimhinde og bag øjenlågene. Hver gang vi blinker, fornys tårefilmen. Når vi blinker dannes der et undertryk i tåresækken, så tårevæske suges ind i tåresækken.
Tårerne er opdelt i tre lag: Yderst er fedtlaget: Dette er det tyndeste lag og består af fedtstoffer, som produceres i fedtkirtler i øjenlågene og udtømmes gennem fine åbninger tæt ved roden af øjenvipperne. Fedtlaget har til formål at forhindre fordampning af tårerne.
Midterst er vandlaget: Dette lag er det tykkeste, idet det udgør 95 % af tårefilmens tykkelse. Vandet produceres af tårekirtlen. Vandlaget indeholder forskellige salte og proteinstoffer, der har betydning for øjets immunforsvar og ernæring.
Ind­erst er slimlaget: Dette lag består af slimagtige proteinstoffer, som produceres af små kirtler i bindehinden. Bindehinden er den gennemsigtige glinsende hinde, som dækker det hvide i øjnene.
Derudover er der også bakteriebekæmpende stoffer og immunstoffer i tårerne, hvilket modvirker bakterier og vira. Tårerne indeholder også et enzym (lys­ozym) der opløser både døde og levende bakterier.
Under tårerne findes øjets slimhinde, som er dækket af de slimagtige proteinstoffer. De slimagtige proteinstoffer forhindrer, at tårerne preller af øjets overflade. Tårerne forsvinder ved nedløb til næsen via et lille hul på øjenlågskanten ind mod næsedelen samt ved fordampning og ved overløb fra øjenlåg.